Livet på kollegiet

Tietgenkollegiets spektakulære arkitektur danner ramme omkring det, der for de fleste er det absolut vigtigste ved at bo på kollegium: fællesskabet. På Tietgenkollegiet kommer du til at dele en begivenhedsrig periode i dit liv med næsten 400 andre spændende mennesker. Kollegielivet byder både på glæder og udfordringer, men hvis du er indstillet på at kaste dig ud i det, er vi sikre på, at det vil blive en fantastisk oplevelse.

“Man føler et fællesskab på tværs af køkkenerne, ikke fordi man nødvendigvis kender dem, men fordi man kan se dem på tværs af cirklen. Hvis jeg ser en stor fest et sted i huset kan jeg sagtens finde på at gå derover. Man føler sig velkommen alle steder i huset”. Nicholas, beboer

Mere end blot et sted at bo

Nogle steder flytter man på kollegium for at få et billigt sted at bo. På Tietgenkollegiet flytter man ind, fordi man ønsker at være en del af et sprudlende fællesskab i fantastiske rammer. Det er ikke bare et sted, hvor man bor – det er et sted, hvor man føler sig hjemme og knytter tætte bånd til sine medbeboere, der måske bliver til venner for livet.

Kollegielivets mange facetter

På disse sider kan du lære mere om livet på Tietgenkollegiet. Kom med indenfor hos nogle af beboerne og se, hvordan de har indrettet sig, og læs mere om, hvordan det er at bo på køkken med 11-12 andre mennesker, heraf en del internationale studerende. Læs også om det frivillige udvalgsarbejde, der er grundstenen i et velfungerende kollegium, og om de mange aktiviteter og fester, som beboerne kan få glæde af. Endelig kan du også se, hvordan Tietgenkollegiet er en aktiv del af livet i Ørestad Nord.