International kultur

På Tietgenkollegiet får livet et internationalt præg fra de mange udvekslingsstuderende, der kommer til København fra alle dele af kloden for at studere. Som beboer får man således rig mulighed for at lære andre kulturer at kende – og så er der også en god anledning til at få trænet sit engelsk.

“Mødet med udvekslingsstuderende er noget af det bedste ved kollegiet: En sommer rejste vi i Californien og ankom en morgen til Los Angeles. Inden vi havde nået at finde et hotel spredte rygtet sig gennem byen: Michael Jackson var død på det lokale hospital. Få timer senere var byen fyldt til randen med fans og journalister. Ingen ledige hotelværelser! På Facebook fik vi fat i en tidligere udvekslingsstudent fra Tietgenkollegiet, og han gav os både overnatning på luftmadrasser og en rundvisning i Hollywood og omegn.” Asger og Mona, beboere

Et møde mellem mennesker fra alle dele af verden

I alt er der lige knap 60 internationale studerende på Tietgenkollegiet, hvilket betyder, at 2 ud af 12 værelser på de fleste køkkener er udlejet til udvekslingsstuderende. Ofte er de udvekslingsstuderende kun i Danmark i et enkelt semester, men dette betyder ikke, at de ikke når at blive en del af kollegielivet. Tværtimod er de udvekslingsstuderende ofte meget interesserede i at deltage i fællesskabet, og derfor når mange at få opbygget tætte relationer til de øvrige beboere – relationer, der også varer ved efter endt udvekslingsophold, hvor man forsøger at holde kontakten, eksempelvis via Facebook eller sågar ved at besøge hinanden.

International kommunikation

Dansk er et ganske svært sprog at lære, og selvom mange udvekslingsstuderende tager universiteternes anbefalede danskkursus, foregår det meste kommunikation på engelsk. Dette gælder også i køkkenerne, hvor man mange af beskederne i køkkenbogen er skrevet på både dansk og engelsk, ligesom man ofte gør en indsats for at inddrage de udvekslingsstuderende i fællesspisningerne ved at tale engelsk.

Lær din egen kultur at kende

En ekstra fordel ved at have udvekslingsstuderende boende er, at man også får et nyt syn på sit eget liv som studerende i København. Mange beboere beskriver eksempelvis, hvordan de pludselig opdager nye og spændende ting i København, fordi de skal vise byen frem til de internationale naboer.