I de følgende næsten 30 linjer vil jeg tage dig med på et lille eventyr ind i verdenen på Tietgenkollegiet. For bedst muligt at kunne sætte sig ind i kulturen på Tietgen skal du forestille dig, at alle de 30 køkkener på kollegiet repræsenterer klodens lande. Hvis du så forestiller dig, at hvert land har sine egne normer, værdier, regelsæt og sproglige finurligheder, ja, så er du godt på vej. Nogle lande er kendt for at have sine sangtalenter, mens andre er kendt for at have sin Messi eller Ronaldo. En gang om måneden mødes repræsentanter fra de 30 lande og drøfter verdenssituationen eller nærmere tietgensituationen til det berømte kollegierådsmøde, hvor der forhandles kollegiepolitik, tietgenlovgivning og drøftes udvalgsposter. Det er ved disse møder, der bliver holdt afstemninger om formandskaber til for eksempelvis musik- eller sportsudvalget, og det er det møde, som bringer landende i tættere alliance. Krig opererer vi nemlig ikke med her. Til gengæld bliver der dystet i mere sportslige aktiviteter som for eksempel OL i kagespisning.
Turister, ja dem er der masser af! Ud over at kollegiet, på baggrund af sin smukke arkitektur, tiltrækker masser af udefra komne fotolystne folkefærd, så får man også selv lyst til at lege turist på de andre køkkener. Flere lande har dannet særlige alliancer i form af diverse middagsaftaler, hvor de mødes over en lækker national dish og får styrket båndet på tværs af geografiske skillelinjer. Ud over den ekstreme hygge, der opstår, bliver den mentale distance samtidig nedbrudt, og kollegianerne skaber derved sine egne favoritdestinationer, når de bevæger sig rundt på kollegiet. Lidt ligesom de danskere, der besøger Tyrkiet sommer efter sommer. Man er med andre ord mere end velkommen på alle køkkener, da selve kollegiekulturen er imødekommende af natur.
Tietgenkollegiet er ikke for sjov! Et stærkt demokrati og en sund kultur kræver en stærkt engageret befolkning. Derfor findes der også et indstillingsudvalg, den besluttende myndighed, der afgør spændte ansøgeres ”opholdstilladelse” som beboer på kollegiet. Men bare rolig, du må gerne beholde dine smykker.
Miljø er ligeledes et område, der prioriteres højt på kollegiet, hvorfor mange køkkener har et recycling-system, hvor miljøentusiaster kommer efter dig, hvis du forveksler blød med hård plast eller smider en mælkekarton sammen med almindeligt pap. Den går ikke! Som taget direkte ud af en enhver folketingspolitikers mund: Vi skal stå sammen om at nedbryde verdens CO2-udslip, og det er på nogle køkkener altid et godt debatemne, præcis som i den virkelige verden.
Selvom Tietgenkollegiet kan sammenlignes med verdens lande på mange måder, er der selvfølgelig undtagelser. På Tietgen adskiller vi os fra verdens lande, ved at vi er særdeles bedre til at kommunikere landende imellem modsat… Nej, vi dropper at nævne nogle navne J. På Tietgen er vi samlet om en helt unik kultur, som befolkningen er interesseret i hele tiden at værne om eller optimere. Det er fantastisk at være vidne til og til dig, der er ny eller kommende beboer, vil jeg blot ønske dig tillykke. Jeg er sikker på, at alle, der har boet på Tietgen ville ønske, de kunne opleve hele eventyret igen.
Og som mange beboere af Tietgen nok kan skrive under på: Dette er ikke bare et kollegie, men et hjem med en fantastisk bonusfamilie