Tietgen pokalmester for andet år i træk

Udgivet d. af Anja Englev

HERRE POKAL Et talstærkt og veloplagt hjemmepublikum blev forkælet med ikke færre end syv mål i en medrivende pokalfinale. Tietgen vandt 5-2 over Kampsax.

Tietgen åbnede scoringskontoen inden uret havde passeret ti minutter, da et mellemhårdt spark snød den stærke Kampsax-keeper og pokalhelt Pelle Juel, og sejlede i kassen. Og så fik det rekordstore publikum første anledning til at juble og fejre de lokale helte. Imponerende opbakning, som matcher en sjællandsseriekamp.

De rødgule havde kampen igennem et markant overtag, og spillet foregik overvejende på Kampsax’s banehalvdel. De sortklædte lukrerede på kontraangreb og dødbolde. Efter tyve minutter scorede Kampsax efter en hjørnesparkskombination, og så kunne man også høre drengene fra Lundtoftesletten gå amok.

I anden halvleg satte Frederick S. K. Larsen sit markante aftryk på kampen med to scoringer i træk. Første var en regulært tankcenterforwardmål, der blev hamret ind fra klos hold efter lidt forvirring i Kampsax’ bagerste rækker. Målet til 3-1 var en sand perle og blev sat ind fra 15 meters afstand i højre side. Den blonde angriber modtog bolden fra venstre kant, vippede den med en hurtig tæmning til rette, og drejede så rundt på hælen for at sende den over i det lange hjørne.

Med tyve minutter igen sendte Kampsax pokalhelten Pelle Juel på måljagt mens Christian Glantz overtog den grønne målmandstrøje. I semifinalen mod Ostenfeld ved nøjagtigt samme stilling på nøjagtigt samme tidspunkt blev denne rokade udslagsgivende for Kampsax’ succes og finaleplads. Men Pelle Juel kunne ikke gentage hele kunststykket idet de sorte (blot) fik scoret en enkelt pind i slutfasen. Tietgen udnyttede modstandernes makeshift tremandsforsvar til at sætte et par energimål ind på kontoen til slutstillingen 5-2.