”Hvordan kender I så hinanden? Når I nu ikke bor på samme køkken.” Spørgsmålet kommer fra min sidekammerat ved aftenens fællesmiddag. På mit køkken spiser vi sammen tre dage om ugen, men denne søndag er middagen er ikke, som den plejer. For første gang holder vi nemlig fællesmiddag sammen med vores nabokøkken, og det er mig og min ven Sari, der residerer derovre, der i aften har lavet daal til 14 mennesker. Det vil sige, at der er omtrent halvdelen af de spisende i mit køkken, som jeg ikke kender, og en af dem er Metha, der stiller spørgsmålet henvendt til mig og Sari.
”Tjo… Jeg går jo ret tit forbi deres køkken” lyder Saris prøvende svar. Ofte kan det faktisk være svært lige at sætte fingeren på, hvordan man nu har lært en anden kollegianer at kende. Var det til den der udklædningsfest, hvor vi faldt i snak, fordi vi begge to var klædt ud som pingvin? Var det til sidste kollegierådsmøde, hvor vi fik startet en diskussion om kontingentforhøjelse? Eller var det måske på hytteturen, til kollegiets fødselsdag, til caféaften, til kagekonkurrencen, til Game of Thrones-aften, til Tietgen Olympics eller var det bare fordi, vi en dag opdagede, vi havde en masse fælles venner?
Hvis man vil, tager det ikke lang tid at lære folk at kende her på Tietgen. Og det nytter heller ikke noget at prøve at undgå det, for man ved, man med stor sandsynlighed kommer til at se hinanden igen – vi bor jo ligesom ret tæt på hinanden alle sammen. Men jeg tror, Sari har ret. Det startede vist bare med et vink, hver gang han gik her igennem på vej ud – og det er tit – og på den måde har Sari lært en del fra mit køkken at kende. På et tidspunkt faldt vi i snak, og for ikke så længe siden foreslog han så, at vi skulle lave en fælles-fællesmiddag med vores to køkkener. ”Vi kan blive venskabskøkkener!” Det var en glimrende ide.
Så derfor sidder vi her nu. Stemningen er afslappet og uformel. Der er forfriskende mange nye ansigter om bordet og enkelte, jeg har en svag erindring om at have set før. ”Husk nu, man må ikke sidde ved siden af en fra sit eget køkken!” lyder det. En enkelt eller to må bytte plads – vi kan jo ikke have, at der går intern snak i den. Vi laver navnerunde og spiser med glubende appetit. Vasker selvfølgelig op i fællesskab – det tager ikke lang tid med så mange hænder. Cecilie kommer i tanker om, at hun har en pose æbleskiver i fryseren fra julefrokosten, og på den måde kom søndagens aftensmåltid, der plejer at tage en halv time, pludselig til at vare to.
Der skal så lidt til at gøre en almindelig aften en smule ekstraordinær. Med Saris forslag om en fælles-fællesmiddag har jeg indset, at selvom vi her på kollegiet har mange sociale arrangementer og traditioner, så er der altid plads til nye, og det skader aldrig at lære nye mennesker at kende.
Dem, der bor på den anden side af de tykke glasdøre, der adskiller hvert køkken, er ikke fremmede – Tietgenkollegiet er et overflødighedshorn af venner, du ikke har mødt endnu.
