Otte cyklende skikkelser bevæger sig hurtigt gennem den mørke by alt imens årets første sne nådesløst pisker ned og slår pusten ud af alle der har forvildet sig udenfor i denne sene nattetime. ”This is nothing like the post card snow I expected. Fish balls!” råber den singaporeanske udvekslingsstuderende. Vi tramper alle hårdere i pedalerne og forbander vejrguderne.
Det er torsdag, og vi er på vej til midnatspremiere på den nye James Bond-film ”Skyfall”. Vi debatterer kort om vi skal gøre noget ud af vores påklædning, men efter at have kastet et blik udenfor på de våde fortove ender vi med at blive enige om at afslappet påklædning nok er fint.
Det var første gang nogen af os var underdressed i Palads. Vin, butterflys, gulvlange kjoler og et strygerorkester der spiller James Bond-temaet på repeat. Vi føler os lidt som tredjeklassespassagerer på Titanic der har forvildet sig op på 1. klasse. Endelig bliver dørene slået op og filmen kan begynde (efter maaange reklamer. Er det virkelig nødvendigt at give en forsmag på SAMTLIGE Joey Moe-sange fra hans nye album?).
Klokken er tre da vi efter en endt film vælter ud af biografen. To faldt i søvn, en var blevet fuld, og nogen havde nok haft lidt for høje forventninger, men der var stadig bred enighed om at det var en god film. Og som vi cykler hjem i kortege, i den bidende kulde med stjernerne klare som diamanter på himlen, synger vi James Bond-temaet (dum-du-du-du-duuum du-du-du dum-du-du-du-dum du-du-du DU-DUUUM du-du-DUM…) og føler vi os lidt mere levende, ligesom James Bond.
Kærlig hilsen,
14.2
