Semesterstart. Et ord, der kan slå rædsel ind i hjertet på den mest erfarne studerende. Det føles, som om man på ganske få uger har formået at glemme alt, hvad man har brugt et helt halvt år på at terpe forfra og bagfra. Pludselig fremstår det sidste halve år som en blank, hvid plet i hukommelse. Lidt desperat sidder man ude i køkkenet sammen med sine naboer og bladrer gennem word-dokumenter og notater, mens man tænker til sig selv: ”Jeg har ikke sovet i et halvt år…vel?”
Den eneste trøst i disse situationer er, at de fleste kan vende tilbage til velkendte fysiske rammer. Efterhånden kender man sine undervisere, sine medstuderende og it-systemet, som dog altid vil forblive lidt af et mysterium for de fleste. Men nogle er ikke så heldige. Det er dem, der bliver kastet ud i deres allerførste semesterstart.
Selv havde jeg gennemskuet det hele – troede jeg. Som seriøs franskstuderende fandt jeg mig selv en komfortabel plads på Njalsgade i en lille gruppe, der sammen kunne stresse over grammatik og Barthes, med pauser til filmaftner og dagens suppe fra kantinen. Efter skole vandrede jeg den korte tur hjem til Tietgen, hvor jeg med min lille køkkenfamilie kunne gøre mig klar på dagen derefter. Og så, efter et semesters orlov i la France la même, kom jeg tilbage med en chokerende besked til rækken af naboer, der stod klar til at ønske mig velkommen hjem.
Fast-forward til september i år, hvor jeg stod som ny film- og mediestuderende i en gruppe på små hundrede mennesker med udsigt til et helt nyt studie, nye rammer, nye studiekammerater og nye undervisere. Og alle andre så ud som om, de havde fuldstændig styr på det. Trangen til at flygte ud af vinduet var betydelig. Den plan blev dog forpurret af min sidemand, Louise (og i mindre grad, det faktum, at vi var på tredje sal). Hun viste sig ikke blot at være rigtig sød, men også mindst lige så nervøs som jeg.
Hvad der gjorde min anden studiestart en anelse nemmere var dog, at jeg efterfølgende kunne vende hjem til mit elskede, cirkulære hjem og til de mennesker, jeg vidste, ville bakke mig op, lige meget hvor frygtindgydende, det hele var. Ligegyldigt hvor slemt, det end føltes, ville min 12-personers Tietgenfamilie være der med en kop te og et sympatisk øre.
For her er sandheden: studiestart er lige så forvirrende og nervevragende for alle, ligegyldigt alder, studie og erfaring. Det har man til fælles med cirka 360 andre mennesker fordelt over 30 boliggange
Som selvudnævnt ekspert i semesterstart, lover jeg dette: det hele skal nok gå alligevel. Og føles det helt umuligt, giver jeg en kop te og et stykke kage.