Søndage på kollegiet bliver oftest forbundet med oprydning efter gårsdagens fester, plejning af tømmermænd eller læsning til den kommende uge på studiet. For mig selv og resten af Tietgenkollegiets pigefodboldhold er denne søndag dog en særlig en af slagsen. Vi skal nemlig spille pokalfinale! Jeg er derfor hoppet i det rød/gule-stribede tøj og er bevæget mig ned til kollegiets mødested, cirklen, hvor jeg skal mødes med resten af holdet. På et af køkkenerne er vinduerne blevet åbnet helt op, mens tonerne af Re-sepp-ten brager ud som påmindelse til resten af kollegiet. Stemningen er bestemt ikke til at tage fejl af. Da hele holdet endelig er samlet, cirka en halv time inden dommerfløjten lyder, kan jeg for alvor mærke spændingen i min krop.
Pigefodboldholdet på Tietgenkollegiet har ikke mange år på bagen. Faktisk er det kun anden sæson, vi er med i kollegieturneringen. Dermed er det også kun anden gang, vi er med i pokalturneringen. Holdet har været forsøgt oprettet over flere omgange, men uden held. Forrige år lykkedes det – heldigvis! Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at holdet har haft en hård opstart – resultatmæssigt vel at mærke. I sidste sæson blev det nemlig kun til en enkelt sejr. Til gengæld er holdet skabt med intentionen om, at der skal være plads til alle. Uanset om man har spillet før eller ej. På denne front er det et hold i verdensklasse! Det er især tydeligt til den ugentlige træning, hvor vi ofte tæller mere end 20 spillere.
Og nu står vi altså her – med en sikret oprykning til kollegieturneringens bedste række og en finalekamp foran os. Og med et hold på mere end 20 spillere er vi mange om den succes. Vi begiver os i samlet flok over mod banerne, hvor modstanderne venter. Vi skal møde RHK, Rigshospitalets kollegium. Ingen af os har spillet mod dem før, men rygtet lyder, at de skulle være virkelig gode. Vi kan jo håbe på, at de har hørt om vores forrige sæson, og derfor undervurderer os.
Da kampen fløjtes i gang, er det med stor jubel fra de mange medkollegianere. De er i dagens anledning dukket talstærkt op og har medbragt megafon og hjemmemalede bannere. Der er så mange, at de rød/gule fans har indtaget fodboldbanens ene langside. Det er i skarp kontrast til modstanderne, der ikke har fået lokket lige så mange fans med. ”1-2-3 Marie er en mur” lyder det gentagende gange fra langsiden, når Marie i målet hiver den ene flotte redning op efter den anden. Den gode opbakning til holdet fortsætter hele kampen igennem, også selvom vi i halvlegen er bagud med fire mål.
Vi spiller et brag af en kamp og kæmper alt det, vi har lært, men vi må i sidste ende se os slået af de forsvarende mestre. Kampen ender 4-1 til RHK. Øv! Men vi vidste jo godt, at de ville blive svære at slå. Og i sidste ende gør det ikke så meget. Vi havde en kæmpe fest over at spille og særligt med opbakningen fra de 100 medkollegianere, der jo havde bevæget sig ud i vinterkulden for at støtte os. Og som en af pigerne fra holdet da også udtrykte det efterfølgende: Så kan det godt være, at vi tabte selve fodboldkampen, men vi har til gengæld vundet det at bo på Københavns bedste kollegie!
