For lidt over en måned siden kom jeg hjem fra udveksling. Det er temmelig normalt for beboerne på Tietgen at tage ud og se verden ved fx at tage på udveksling, i udlandspraktik, i klinik eller lignende. Det har vel dels noget at gøre med, at vi, der bor her, er vant til et internationalt miljø, idet der fast bor mellem en og tre udvekslingsstuderende på hvert køkken, og alle derfor er vant til en hverdag, der foregår delvist på engelsk. Dels har det måske også noget at gøre med, at det er så nemt at leje sit værelse ud i en periode og dermed være sikker på at kunne vende hjem til sit yndlingskøkken efter at have været på eventyr; Man må udleje sit værelse i seks måneder ad gangen til en, som også selv opfylder kollegiets optagelseskrav.
I alt fem måneder havde jeg været væk fra Tietgenkollegiet, fra København og fra Danmark for at studere et semester i udlandet, og jeg havde selvfølgelig haft den bedste tid nogensinde. Det var nogle intense måneder med massevis af nye, sjove bekendtskaber, og da december måned nærmede sig, var jeg slet ikke klar til at tage hjem. Og dog.
For selvom mit udvekslingsophold havde været spækket med skøre, sære, dejlige og vilde oplevelser, jeg aldrig vil glemme, så savnede jeg mit fine, fine kollegium i Ørestaden. Jeg savnede at have 12 rare mennesker lige uden for døren, som altid er klar til filmaften, spil og spontane grin over køkkenøen, jeg savnede at gå til caféaften om torsdagen og at feste i mit eget hus med 380 medkollegianere for derefter at kunne trille hjem i min egen seng kl. 4 om natten, og jeg savnede den der særlige Tietgenstemning, som man nok først rigtig forstår, når man har oplevet den.
På mit køkken havde der været en del udskiftning af beboere, mens jeg havde været væk, og jeg forventede derfor på mange måder, at det var et nyt køkken, jeg vendte hjem til. Det var en mærkelig fornemmelse – det der med, at jeg befandt mig på den anden side af kloden, mens alting derhjemme levede videre, som om intet var hændt. Jeg kunne følge med på køkkenets facebookgruppe, velvidende at flere af medlemmerne ikke engang vidste, hvem jeg var, og jeg må indrømme, at jeg gruede en smule for den dag, jeg på ny skulle være ”ny”. Ville jeg kunne lide køkkenet, som det var blevet? Ville de nye kunne lide mig? Var der blevet lavet om på alle de rutiner, jeg kendte?
Men da jeg flyttede tilbage på mit eget, gamle værelse i begyndelsen af januar, var det meste jo i bund og grund, som det plejede. Folk var søde. Stemningen var god. Jeg var ikke ”den fremmede” eller ”hende den gamle beboer”. Og der gik meget kort tid, før Tietgen føltes præcis lige så meget som hjem, som det altid har gjort.
’Ude godt men hjemme bedst’ er en kliche, men klicheer er til af en grund: de stemmer. Jeg rejste ud i verden og fandt ud af, hvor jeg holder allermest af at være.
Og det er lige her. Heldigvis.