Af: Helene Scott-Fordsman
Det summer på kollegiet; i festsalen sidder folk i cirkler på cirkler for at alle fremmødte på sin vis har adgang til midten. Stole, sofaer og skamler er alle taget i brug, og folk sidder tæt. Der har i et par ugers tid været varslet om begivenheden. Den er årlig, så det burde ikke komme som en overraskelse, men dagsorden, valglister og oplysninger om forskellige udvalg har den sidste tid præget elevatorerne her på stedet.
I aften har vi det konstituerende kollegierådsmøde. Mødet i februar, der lægger grundlag for alle de beslutninger, der skal tages i det næste år. Det er her, vi vælger alle udvalgsformænd, hele forretningsudvalget (dem der styrer kollegierådet) og hele indstillingsudvalget (dem der læser og vurderer ansøgninger fra potentielt nye beboere).
Mødet slås an med ”Nyt fra administrationen”. Vores dørtelefoner kommer snart til at virke igen, lover de. Og vi får nyt printsystem. Alle klapper, for det glæder vi os til. Så er der ”Nyt fra udvalgene”. Baren holder snart fest og forsøger at få SWIPP op at køre, så man kan købe øl med sin mobil. Folk klapper igen. Så behøver man ikke engang at bevæge sig ned til hæveautomaten, men kan blive her på sit dejlige kollegie og feste i sit eget hjem. Andre udvalg fortæller lidt om, hvad de laver, og praktiske problemer og nye idéer diskuteres i plenum. Der er snart velkomstmiddag for nye beboere, øl-udvalgets formand er flyttet og en anden beboer er trådt midlertidigt til. Han er forsigtig med at kalde sig formand, for det er jo det vi alle sammen er kommet her i aften for at stemme om. Lige nu er intet sikkert, og så alligevel, for selvom vi er glade for vores kollegiedemokrati, og i aften er mødt særligt talstærkt op for at støtte op om det, så har der de sidste mange år ikke været så meget kamp om pladserne, og det er sjældent nået til mere end et par afstemninger eller tre.
Men i aften er stemningen anderledes. Der er lagt op til drama. To har allerede på forhånd meldt sig på banen som potentielle formænd for forretningsudvalget og dermed for hele kollegierådet, der har ligget ”stem på mig”-sedler rundt om i køkkenerne fra folk, der gerne vil i indstillingsudvalget, og i det hele taget er der mange fremmødte. Det viser sig også, at der er stor interesse og opbakning, og både mange afstemninger men også små pauser med korte samtaler beboerne imellem om, hvem den bedste kandidat er, og hvad deres køkkenrepræsentant skal stemme. Faktisk tager afstemningerne så lang tid, at mødet bliver historisk langt: 2 ½ time, så er udvalgsformændene valgt, og vi er nået til aftenens sidste spørgsmål: vedtægtsændringen.
Der er en lang række vedtægter for, hvordan kollegierådet skal afholde møder, hvem der har hvilke beføjelser, og hvordan man ændrer i disse. I aften skal vi stemme om selve demokratiet, det mest centrale i vedtægterne. Der kan kun stemmes om vedtægtsændringer ved konstituerende møder, så det føles stort: det er nu eller aldrig, eller i hvert fald ikke før til næste år. Det er blevet foreslået, at idéen om køkkenrepræsentanten droppes, og alle fremmødte i stedet har en stemme. Altså direkte demokrati frem for repræsentativt. Der argumenteres for og imod, først for de forskellige muligheder, så for stemmeproceduren. Det sker ikke så ofte, at vi redigerer i vedtægterne, så der må kigges i dem for at sikre, at det hele foregår rigtigt. 2/3 skal være for en ændring, før den går igennem.
Der er ikke 2/3 flertal. Det var så det; vi beholder det gamle og sikrer lighed for hvert køkken. Og så er der sodavand og pizza, godt nok henholdsvis lunken og kold, men det gør ikke så meget, tiden føles godt givet ud, og der er truffet mange vigtige beslutninger for vores alles fælles kollegium.
