Beboerne skaber kollegiet

Udgivet d. af Viktor Grønne

Som beboer på Tietgenkollegiet er man meget priviligeret: Man bor i et af verdens bedste kollegiebyggerier, vi er støttet af en af Danmarks største fonde og vi får alle lov at bo relativt centralt, til fornuftige penge.

Når dette er sagt, skal man dog huske på, at Tietgenkollegiet intet ville være uden dets knap og nap 390 beboere. På Tietgenkollegiet er det beboerne som bestemmer, men det er også beboernes eget ansvar at der derved sker ting på kollegiet. Resultatet er at grundstammen af Tietgenkollegiet er bygget op omkring de mere end 20 forskellige udvalg og grupper på kollegiet. Grupperne beskræftiger sig med alt der er på kollegiet, lad det være fester, sport, IT eller noget helt andet.

Udvalgene og grupperne holder Tietgenkollegiet kørende, men det er også et af de bedste steder at møde nye mennesker på tværs af køkkenerne. Gennem de møder og aktiviteter som ligger i udvalgene, får man en unik chance for at møde og samarbejde med nogle helt nye personer. Der ligger altså ingen decideret forventning om at man bliver aktiv i et udvalg eller en gruppe, men man gør sig selv en enorm tjeneste ved at blive det.

Selvom vi har mere end 20 forskellige udvalg og grupper, sker det stadig at der opstår situationer hvor der mangler en gruppe mennesker til et projekt, som ikke nødvendigvis falder indenfor de eksisterende grupper. Heldigvis skabes og forsvinder grupper på Tietgenkollegiet løbende. I forbindelse med Kulturnatten 2012 er en gruppe af beboere gået sammen med administrationen for at forberede aftenen. Gruppen er meget dynamisk og åben, hvilket har resulteret i en stor udskiftning i gruppen, selvom den kun har kørt ganske få måneder. Alle personer som har været inde over projektet har dog lagt energi og ideer i det, hvorfor projektet til sidst bliver helt kanon!

Og det er måske det helt centrale i Tietgenkollegiets udvalgsarbejde: Får man en fed idé, skal man ikke være bange for at føre den ud i livet. Enten kan man hive fat i et eksisterende udvalg, eller man kan efterlyse beboere på Inside (Tietgenkollegiets intranet). I sidste ende vil der altid være nogle andre beboere klar til at hjælpe, og skulle man få brug for økonomiske midler, har vi en administration som altid er åbne for at støtte beboerinitiativer. På Tietgenkollegiet er det nemlig os beboere som skaber kollegiet!